Regeringen indgår aftale om fortsat brug af den private kapacitet
Som led i akutplanen har regeringen og Danske Regioner indgået en aftale med Sundhed Danmark, der blandt andet giver lavere priser på behandling og undersøgelser, så regionerne bedst muligt kan inddrage det private i afviklingen af ventelister.
For at få bugt med de stigende ventetider har indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde på vegne af regeringen indgået en aftale med Sundhed Danmark og Danske Regioner om en reduktion i den pris, det offentlige betaler for at lade patienter blive behandlet og undersøgt på private hospitaler og klinikker. Aftalen, der også kan give privathospitaler mulighed for at foretage flere specialiserede behandlinger, er en delaftale til regeringens akutplan for sundhedsvæsenet.
Med aftalen er Sundhed Danmark og Danske Regioner enige om at sænke prisen på behandling på samlet 12 pct. frem til udgangen af 2023, og derefter en reduktion i prisen på 10 pct. frem til 1. juni 2025. Prisnedsættelsen kan give en besparelse på et trecifret millionbeløb.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
- Det har højeste prioritet for regeringen, at vi får forkortet ventetiden på operationer, og jeg er rigtig glad for, at både Sundhed Danmark og Danske Regioner er parate til at løfte opgaven. Med aftalen sikrer vi, at privathospitalerne fortsat spiller en central rolle og bidrager til at få ventelisterne bragt ned. Priserne på behandling i det private sættes ned i en toårig periode, så vi får mest mulig sundhed for pengene. Og privathospitalerne får samtidig mulighed for at foretage flere specialiserede operationer, som de i dag er afskåret fra.
Formand for Danske Regioner, Anders Kühnau siger:
- Privathospitalerne har de seneste år været en stor hjælp til at lette presset på vores hospitaler. Alene sidste år blev tæt på 240.000 danskere behandlet i det private. Når vi nu bruger dem i så stort omfang, så er vi glade for, at det også afspejles i lavere takster, så der er råd til at sende flere til privathospitalerne, end vi ville kunne uden aftalen. Det er et vigtigt supplement til alt det, der sker på de offentlige hospitaler, så de danskere, der venter på behandling, skal vente kortest muligt. Det er jeg rigtig godt tilfreds med.
Michael Gram Kirkegaard, Næstformand i Sundhed Danmark siger:
- Privathospitalerne har de sidste år løftet en vigtig opgave ift. at hjælpe de mange patienter, der har stået på ventelisterne til offentlig behandling. Vi er klar til fortsat at bruge vores fulde kapacitet til at hjælpe patienterne bedst muligt og har med denne aftale påtaget os ansvaret for, at flest mulige patienter kan behandles hurtigt, og at samfundet samlet set får mest sundhed for pengene. Den private branche står i dag for 10 % af den elektive behandling, og vi ser frem til fortsat at bidrage til danskernes sundhed som en central del af det samlede sundhedsvæsen i samarbejde med Danske Regioner.
Flere specialiserede behandlinger
Aftaleparterne er også enige om at igangsætte en fast track-proces, der inden sommerferien skal afklare, om det private sundhedsvæsen kan varetage flere specialiserede behandlinger på områder med særligt høje ventetider og presset kapacitet.
Senest 1. marts skal både de private aktører og regionerne melde ind til Sundhedsstyrelsen, hvor de vurderer, at regionale afdelinger og private kan varetage flere funktioner. Sundhedsstyrelsens vurderinger af ansøgninger vil følge de eksisterende principper og kvalitetskrav.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde siger:
- Det er afgørende i den situation, vi står i, at vi ser på sundhedsvæsenet som en helhed og afsøger alle muligheder for at forkorte patienternes ventetider. Med en ekstraordinær ansøgningsrunde hos Sundhedsstyrelsen får vi hurtigt afklaret, hvordan den private kapacitet kan spille ind bedst muligt.
De videre forhandlinger mellem regeringen og Danske Regioner om den samlede akutplan for sundhedsvæsenet fortsætter. I regeringsgrundlaget har regeringen i alt prioriteret 2 milliarder kr. til akutplanen.
Elementer i aftalen mellem regeringen, Danske Regioner og Sundhed Danmark om privat kapacitet
• Fortsat højt brug af privat kapacitet til afvikling af ventelister.
• En reduktion i afregningstakster for det offentlige.
• Øget samarbejde om sammenhængen mellem de offentlige og private sygehuse.
• En fast track-proces for, om flere specialiserede behandlingsformer vil kunne løftes i det private sundhedsvæsen og på flere offentlige sygehuse for at nedbringe ventelister.
• Øget dialog om uddannelsen af sundhedspersonale.
• Styrket samarbejde om kapacitet og hensynet til bemandingen på de offentlige sygehuse.
• Løbende og tæt dialog i et forum for offentlige og privat sygehussamarbejde.
Hvis du vil vide mede
Kontakt
PRESSEKONTAKT
Kontakt pressevagten på telefon 5151 1818 (ikke sms) eller pressekontakt@regioner.dk